”Jeg tror, at alle os, der bor i Sydhavnen føler både glæde og sorg.”

Firi sidder på bænken på sin yndlingssted i Sydhavnen: “Jeg kalder pladsen for ’Frihedspladsen’ for her føler jeg mig fri!”

”Jeg voksede op i Iran. Min far var landmand. Jeg var heldig, for jeg kom på universitetet, hvor jeg læste pædagogik. Jeg var dygtig til det, og jeg fik en førstepræmie. Det var også på universitetet, at jeg blev forelsket. Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at skrive digte. Det var digte til ham. Vi blev kærester, jeg elskede ham. Blev jeg gift med ham? Det kan jeg ikke huske … Men jeg har været gift … Det var så travl en tid. Der var revolution i Iran.”

”Måske blev vi slet ikke gift? Dengang var man ikke fri til at vælge, hvem man ville gifte sig med. Jeg kan ikke huske min bryllupsdag. Jeg kan ikke huske min bryllupsfest. Jeg tror ikke, at jeg fik en bryllupsfest …”

”Nu bor jeg i Sydhavnen. Mange af minde digte handler enten om Iran eller Sydhavnen. Jeg skriver om mine minder, og det jeg oplever. Jeg giver tit digtene i gave til folk. Jeg skriver om dem, der arbejder hårdt for at give noget til dem, der ikke har noget de hjemløse og arbejdsløse. SydhavnsCompagniet er det bedste sted, jeg kender. De hjælper så mange …”